• Touren er bevægelse. Gamle, der bliver unge en stund. Drømme, der bliver nået i tide på veje uden ende

    المصدر: BDK Borsnyt / 18 يوليو 2024 14:53:03   America/New_York

    Det var den sidste frie etape. Sidste chance for dem, der drømte om at slippe væk uden at se sig tilbage, men bare tro på benene og vinden og viljen. Jeg sad i skyggen op ad trappetrinet på det smalle fortov i Corps mellem de fire ældre mennesker, der dansede og vinkede, mens de ivrigt samlede smagsprøver, der blev smidt fra karavanen. Deres øjne var unge af glæde. Det havde været et svært løb at dække. Fyldt med utilstrækkelig famlen. Først nu forstod jeg, at Tour de France er den konstante, skiftende bevægelse, der aldrig er sort-hvid, aldrig står stille, men altid er drømme, der bliver nået på veje uden ende. Touren var alt det, som vi havde oplevet på vejene før eller efter rytterne. »Kom så, Jonas!« Det var de mange danske tilskuere i Alpernes begejstring, når fotografen dyttede og råbte »Kom så, Jonas«, og de vågnede op, truttede, raslede, jublede og råbte »Kom så, Jonas!«. Gendarmerne, der bevogtede de afspærrede veje og altid slap os igennem med velkomne nik, og som så den anden vej, når vi brød alle fartgrænser på øde stræk eller smed bilen hvor som helst, når vi ikke havde tid til endeløse bilkøer, men skulle videre, videre, videre inden deadline. Vi så stangstive unge mænd på stigningerne og andre unge mænd, der flashede deres trænede kroppe i solen. Overbærende kvinder, der med munter kærlighed i blikket betragtede deres midaldrende mænd i lystig sang klædt ud som Superman, Obelix eller hvem som helst. Den langhårede violinist, der spillede på fortovet i byen Bareges, mens vi selv hørte Nikolaj Znaiders Tjajkovskij for fuld drøn i bilen, fordi det passede så godt til de vilde, forrevne bjerge. Før det var for sent Vi overnattede på middelalderslotte som de eneste gæster, i en gammel families bjerghytte, hvor vi mødte kvinden, der var radiodirektør i New Zealand, men nu ferierede tre måneder i Europa og kørte fra etape til etape i trafikkaosset med sin syge mand ved sin side, fordi han så gerne ville opleve Touren. Nogle gange undrede vi os over, hvorfor de hundredtusindvis af tilskuere gad at sidde i bilkøer i timevis og overnatte på stejle skråninger for et kort glimt af rytterne. Men overalt var der skæbner, der taknemmeligt lod sig vikle ind i den store tour. Den var en anledning til liv. Vive le Tour som de skrev på skiltene. Til minder. Til drømme, der blev opfyldt af en sørgmodig hustru, før det var for sent. Vi boede på moteller i industrikvarterer sammen med de unge mennesker i reklamekaravanen, der dansede og festede fastspændt på bilerne om dagen og forelskede sig i hinanden om natten. Vi sov på kroer i små landsbyer, hvor unge værter udlevede drømmen om et liv med børn steder, hvor tiden stod stille, så barndommen kunne føles evig. Helikopteren dukkede op over Corps. Snakken gik ivrigt mellem de fire ældre kvinder og mænd. Kirkeklokken kimede én gang, da det store udbrud kom rundt om hjørnet. Minutter senere fulgte feltet med Jonas Vingegaard i bjergtrøjen i midten. Hans dybe koncentration og spændte muskler var helt tydelige i den spinkle krop. The mad ones, mad to live Vi var i konstant berusende bevægelse med de heroiske ryttere som bagtapet for endnu større oplevelser. Skyerne, der rullede sagte ind over Puy Mary, minutter efter Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard havde passeret toppen. Middelalderkirken i Evaux-les-Bains, hvor roen lå. Da vi endnu en gang ankom sent og drømte om at se Frankrigs EM-semifinale med kolde øl og lokale på torvet, og det så for en gangs skyld var præcis det, der skete. Den ublu ekstatiske glæde, når japanske fans fik en selfie med Wout van Aert, eller den unge piges stille smil, da hun tog mod til sig og fik Mark Cavendish autograf i Orléans, eller børnene, der grinede af stolthed, når Tadej Pogacar generøst gav dem knuckles ved holdbussen. Og altid og hele tiden mindede det mig om min barndom på landevejen i det røde folkevognsrugbrød med min far i 80erne, hvor vi altid var på vej videre for at se det hele. Det mindede om Jack Kerouacs »On the Road«, Biblen for rodløse sjæle, som han skrev i sin benzedrin-rus med insisterende ord, der hang på mit køleskab i København, og som mister for meget ved at blive oversat til dansk: »The only people for me are the mad ones, the ones who are mad to live, mad to talk, mad to be saved, desirous of everything at the same time.« Ildsjælene, drømmerne Vi mødte dem. De engagerede, ildsjælene, drømmerne. Vi så dem. Vi genkendte dem på vejene fra by til by. De rørte sportsdirektører, de hovne belgiske journalister, mediedrengerøvene på tour, de venlige danskere, fotograferne øverst i hierarkiet, der hver aften lod sig hylde på Instagram af tusindvis af følgere, rytternes jævnaldrende unge kærester, der trillede med barnevogne i holdbussernes skygge. Alle de andre rejsende med præstationsangst som følgesvend på deres livs opgave i verdens største cirkus, en underholdnings karavane, der rastløs rejste fra sted til sted med nomadisk længsel efter få øjeblikke af fuldendt udfoldelse. De øjeblikke så vi. Vi så stjernerne i øjnene, når de kom i mål kvæstet af lykke. Vi så dem i nederlagets tunge time, hvor ord kom for tæt på. Vi så de gamle ryttere, der ikke kunne slippe deres egen storhedstid, og nu rejste med rundt som lejesvende for tv og aviser. Vi så de store angreb, de kaotiske massespurter, hvor en enkelt altid fandt vej. Og når der endelig var en pause, som på trappetrinet i Corps i venten på rytterne, var det som ungdommens lange dovne sommerdage, hvor man havde al tid i verden, og fordrev den som man ville. I skyggen med en bog eller langsomt slentrende gennem snævre gader roligt forvisset om, at der lå masser af eventyr forude. Lettet af lykke Vi kørte det sidste stykke mod mål på ruten nedenfor bjergene. En flod fossede med det klareste turkisblå vand, mens granerne nåede toppen af de mindre bjerge, og de store nøgne tinder rejste sig forude. Vejen bugtede sig opad og mest ned. Få minutter senere ville Victor Campenaerts og hans to følgere fra det store udbrud kunne mærke den maksimale følelse af frihed hele vejen mod målstregen. Den følelse, der ikke findes nogen andre steder. Han åbnede spurten til sidst, og belgieren, der altid var villig til at træde dybt i store forgæves eventyr, kørte endelig først over stregen i det store løb. Udmattet af glæde facetimede han sin kone og deres nyfødte barn. Få havde som han jagtet drømmen gennem årene. Han nåede den i tide på den sidste frie etape. Hans blik var lettet af lykke. https://www.berlingske.dk/indland/touren-er-bevaegelse-gamle-der-bliver-unge-en-stund-droemme-der-bliver
شارك على،